BIOSFER - BSIGs store fertilitetsundersøgelse

Vil danske unge have børn - og kan de få det antal børn, de gerne vil have?

I en ny stor undersøgelse i BSIG ser vi nærmere på, hvordan sociale, biologiske og psykologiske faktorer påvirker fertilitet blandt unge voksne. Vi ønsker altså at undersøge, hvorfor nogle unge ikke ønsker børn, og hvorfor nogle ikke er stand til at få børn (biologisk), mens andre får flere børn end planlagt. 

En stribe billeder af unge med og uden børn

Vær med – invitationen får du i din e-boks!

Når du modtager en invitation fra Bedre Sundhed i Generation i din digitale postkasse (Digital Post-appen, Mit.dk, e-Boks eller borger.dk), klikker du på linket i henvendelsen og udfylder skemaet direkte fra din mobil, tablet eller computer.

Du kan også logge på spørgeskemaet via linket nedenfor. Din respondentnøgle (password) står i den henvendelse, du har fået.

Gå til login (åbner ny side hos SurveyXact)

Projektets formål

Formålet med forskningsprojektet BIOSFER er at beskrive, hvordan sociale, biologiske og psykologiske faktorer påvirker fertilitet blandt unge voksne. Vi ønsker altså at undersøge, hvorfor nogle unge ikke ønsker børn, nogle ikke er stand til at få børn (biologisk), mens andre får flere børn end planlagt. 

Det overordnede mål med BIOSFER er at opnå mere viden om reproduktivt helbred og adfærd, så vi får en større forståelse af lav fertilitet. Dette vil både give bedre forudsætninger for den enkeltes familieplanlægning og et forbedret grundlag for politisk handling.

BIOSFER består af tre forskellige spørgeskemaundersøgelser samt fertilitetsundersøgelser for kvinder og mænd på klinikker i Aarhus og Københavnsområdet.

Indledende spørgeskema

Fra februar 2024 og et år frem vil vi invitere dig og BSIGs ca. 90.000 andre unge deltagere til at deltage i et indledende BIOSFER-spørgeskema.

I dette spørgeskema vil vi bl.a. spørge dig om:

  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Parforhold
  • Ønsker om at få børn
  • Ønsker og holdninger til fremtiden
  • Evt. tidligere graviditet, prævention og kønssygdomme
  • Kønsidentitet og seksualitet
  • Pubertet
  • Helbred og medicin
  • Søvnvaner
  • Livsstil (alkohol, rygning og motion)

For de fleste vil det tage 15-20 minutter at udfylde det indledende skema. Hvis du får brug for en pause undervejs, kan du lukke skemaet og senere fortsætte, hvor du slap.

Vind et gavekort på 2000 kr.

Hver fjerde måned trækker vi lod om et gavekort til en værdi af 2000 kr. blandt jer, der udfylder hele skemaet. Gavekortet kan bruges til en lang række butikker, spisesteder og oplevelser. Vi kontakter de heldige vindere direkte via deres digitale postkasse.

Spørgeskemaer om graviditetsplanlægning

Hvis du i det indledende skema svarer, at du ønsker at få børn inden for det næste år på naturlig vis, vil du og din partner blive inviteret til at deltage i vores spørgeskemaer om graviditetsplanlægning. Det første af disse skemaer vil du blive bedt om at besvare med det samme.

I dette skema spørger vi dig/jer:

  • om I allerede er i gang med at prøve at få børn
  • (for kvinder) menstruationscyklus
  • hvor hyppigt, I har sex
  • livsstil og kosttilskud
  • tanker og følelser omkring graviditet, fødsel og det at få en baby

Når du har besvaret det første skema om graviditetsplanlægning, og du og din partner er i gang med at prøve at blive gravide, vil du blive inviteret til at besvare spørgeskemaer om jeres graviditetsplanlægning hver anden måned i et år. Vi vil også spørge, om din partner har lyst til at svare på lignende spørgeskemaer. Derudover vil I blive spurgt, om I vil afgive en blodprøve, som I kan selv kan tage derhjemme og sende ind til os.

Spørgeskemaer om graviditet

Hvis du i det indledende skema svarer, at du eller din partner allerede er gravid, vil I blive inviteret til at deltage i vores to spørgeskemaer om graviditet. Det første af disse skemaer vil du blive bedt om at besvare med det samme.

I graviditetsspørgeskemaet spørger vi dig om:

  • Forventet termin og aktuel graviditetsuge
  • Om graviditeten var planlagt, og hvor længe I forsøgte at blive gravide
  • Evt. prævention og hvor hyppigt I havde sex før graviditeten
  • (for kvinder) Menstruationscyklus
  • Evt. sygdomme og gener under graviditeten
  • Livsstil under graviditeten

Hvis du besvarer første graviditets spørgeskema inden graviditetsuge 20, vil vi gerne invitere dig til at besvare et skema mere under din/din partners graviditet.

Undersøgelser på klinikker i Aarhus og Københavnsområdet

I det indledende skema vil vi spørge de deltagere, hvis mor har besvaret det allerførste spørgeskema i BSIG, og som har afgivet en blodprøve under graviditeten, om de har lyst til at deltage i en klinisk undersøgelse af deres frugtbarhed. Kvinder kan kun deltage i den kliniske undersøgelse, hvis de hverken er jomfruer eller gravide.

Formålet med de kliniske undersøgelser er at opnå større viden og dybere forståelse for den aktuelle frugtbarhed blandt unge i Danmark. Dette gøres bl.a. ved at indsamle og analysere biomarkører for frugtbarhed (sæd-/ægkvalitet, reproduktionshormoner, kropssammensætning og blodtryk). Vi ønsker at undersøge i alt 2500 unge mennesker (1250 kvinder og 1250 mænd). Når vi har undersøgt 2500 personer, vi vil ikke længere spørge i det indledende skema, om flere er interesseret i at deltage i de kliniske undersøgelser.

De kliniske undersøgelser foregår i enten Aarhus eller København på følgende adresser:

Klinik Maigaard (for mænd)
Jens Baggesens Vej 88H
8200 Aarhus N

Aarhus Universitetshospital (Indgang H15, plan 2) (for kvinder)
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
8200 Aarhus N

Center for Translationel Forskning (bygning 80, lokale 80.0.30) (for mænd)
Nielsine Nielsens Vej 4B
2400 København NV

Hvidovre Hospital (center 4, afsnit 537) (for kvinder)
Kettegård Alle 30
2650 Hvidovre

Dine svar er værdifulde!

Fordi du har været med i BSIG i mange år, er dine nye svar særligt værdifulde. De svar, du giver os nu, kan vi sammenholde med dine tidligere svar og oplysninger. Sammen med alle de andre deltagere er du med til at give forskerne mere viden om unges fertilitet og frugtbarhed i Danmark. Læs mere om, hvordan BSIG er forpligtet til at behandle din oplysninger.