Middelhavskost og risiko for pre-term fødsel

Ud af omkring 35.500 ikke-rygende kvinder, der havde udfyldt kostspørgeskemaet i BSIG, levede 1100 op til kriterierne for middelhavskost. I denne gruppe var der lidt færre pre-terme fødsler end blandt de kvinder, der slet ikke levede op til kostkravene.

Hvad er middelhavskost?

"Det er svært at sige med sikkerhed, at dette resultat skyldes kosten, og i givet fald, hvilke faktorer i "middelhavskosten", der har betydning" siger professor ved Statens Serum Institut, Sjurdur F. Olsen. Resultatet lægger dog op til mere forskning på dette område, siger han.

For at opfylde kravene til "middelhavskost" skulle man i den BSIG-undersøgelse, vi refererer til her, spise fisk to eller flere gange om ugen, bruge oliven- eller rapsolie i madlavningen, spise 5 stk. frugt/grønt pr. dag og spise okse/svinekød max. to gange pr. uge. Derudover skulle man højst drikke to kopper kaffe pr. dag.

Resultater fra norsk undersøgelse

 Man ved ikke meget om, hvad årsagerne kan være, for for tidlig fødsel. Mange undersøgelser har set på kost under graviditeten, men de færreste har fundet entydige svar. I Norge har man for nyligt gennemført en lodtrækningsundersøgelse, hvor man fik gravide kvinder til at ændre deres kost til en "middelhavskost" for at undersøge effekten heraf på mors og barns kolesterolniveau. Her fandt man overraskende at i den gruppe, hvor de gravide spiste "middelhavskost", var der klart færre tidlige fødsler end i gruppen med traditionel kost.

Læs den videnskabelige artikel:

Mikkelsen TB, Østerdal ML, Knudsen VK, Haugen M, Meltzer HM, Bakketeig L, Olsen SF.
Association between a Mediterranean-type diet and risk of preterm birth among Danish women: a prospective cohort study.
Acta Obs Gyn Scand 2008; 87: 325-330