Sønner af mødre med astma går lidt senere i puberteten
Nyt BSIG-studie viser, at drenge, hvis mødre havde astma under graviditeten, i gennemsnit går lidt senere i puberteten end drenge, hvis mødre ikke havde astma. Forskerne har ikke fundet den samme sammenhæng for piger.
Forskere har i et nyt studie undersøgt, om mødres astma under graviditeten kan påvirke børns alder ved pubertet. Studiet, der er baseret på data fra BSIGs Pubertetsundersøgelse, viser, at sønner af mødre med astma kom lidt senere i puberteten (i gennemsnit cirka en måned) end sønner af mødre uden astma.
Hos døtre blev der ikke fundet nogen sammenhæng. Forskerne fandt heller ingen tegn på, at forskellene kunne forklares af barnets fødselsvægt eller egen astma i barndommen.
Hvorfor studere pubertetsudviklingen?
Børn, der oplever tidlig eller forsinket pubertet, kan have øget risiko for helbredsproblemer senere i livet, herunder påvirket fertilitet. Afvigelser i pubertetsalderen kan også påvirke barnets mentale trivsel, da det kan føre til lavt selvværd samt øget risiko for angst og depression.
Camilla Lomholt Kjersgaard fra Aarhus Universitet, som er en af forskerne bag undersøgelsen, forklarer: "Selvom vi fandt en lille forskel i tidspunktet for drengenes pubertet, er forskellen så begrænset, at den sandsynligvis i sig selv ikke har klinisk betydning."
Hun understreger dog, at det stadig er vigtigt at forstå de underliggende årsager til den lidt senere pubertetsudvikling, da flere mindre påvirkninger samlet set kan bidrage til for tidlig eller forsinket pubertetsalderen.
Læs den visenskabelige artikel her:
Camilla Lomholt Kjersgaard, Andreas Ernst, Sofie Aagaard Sand, Pernille Jul Clemmensen, Nis Brix, Lea Lykke Harrits Lunddorf, Cecilia Høst Ramlau-Hansen
Maternal asthma in pregnancy and pubertal timing in daughters and sons: A population-based cohort study.
https://doi.org/10.1016/j.annepidem.2025.04.013