Atopisk eksem forsinker ikke puberteten
Atopisk eksem i barndommen har ingen betydning for, hvornår børn går i puberteten. Det er konklusionen fra et nyt studie baseret på data fra Bedre Sundhed i Generationer (BSIG). Studiet bidrager med ny viden, som kan berolige både forældre og fagpersoner.
Forskere fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og University of California (UCLA), har undersøgt data fra 15.534 danske børn født mellem 2000 og 2003 fra BSIGs Pubertetskohorte for at vurdere en mulig sammenhæng mellem atopisk eksem og pubertet.
Undersøgelsen viste, at børn med atopisk eksem, også dem med svær eksem, ikke gik senere i puberteten end deres jævnaldrende.
Data om atopisk eksem blev indsamlet gennem mødres rapportering af lægediagnosticeret atopisk eksem, da børnene var 6 måneder, 18 måneder og 7 år gamle. Desuden har forskerne indhentet diagnoser via Landspatientregistreret. Data om pubertetsudvikling kommer fra børnene selv, som fra 11-årsalderen rapporterede om deres pubertetsudvikling til BSIG hvert halve år.
Hvorfor undersøge pubertetsudviklingen?
Pubertetsalderen kan afspejle barnets generelle helbred, hvilket gør den til en vigtig indikator for sundhed. Tidlig eller sen pubertet kan øge risikoen for senere helbredsproblemer og påvirke fertiliteten senere i livet. Afvigelser i puberteten kan desuden påvirke børns mentale trivsel, da de kan føre til lavt selvværd og en øget risiko for angst og depression.
Atopisk eksem er den hyppigste kroniske sygdom hos børnAtopisk eksem, tidligere kaldet børneeksem, er den hyppigste kroniske sygdom blandt danske børn og rammer omkring 20%. Sygdommen giver tør, kløende hud med eksem, men forløbet varierer meget fra person til person – nogle oplever lange perioder med svært eksem resten af livet, mens andre kun oplever kortvarige milde udbrud i barndommen eller senere i livet.
”Vores resultater viste, at atopisk eksem ikke havde en væsentlig indflydelse på pubertetsudviklingen hos børn med hverken mild eller svær eksem. Det er vigtig viden, fordi det kan berolige både læger og forældre til børn med atopisk eksem”, siger forskerne bag studiet.
Studiet har dog ikke undersøgt, om visse behandlinger af atopisk eksem kan have effekt på pubertetsudviklingen.
Studiet bidrager med ny viden til forskningsfelt med sparsomme resultater. Der er få undersøgelser på området, og derfor er der brug for mere forskning, før man med sikkerhed kan fastslå, at atopisk eksem ikke påvirker pubertetsalderen.
Læs den videnskabelige artikel:Camilla L. Kjersgaard, Andreas Ernst, Pernille J. Clemmensen, Lea L. Harrits Lunddorf, Linn H. Arendt, Nis Brix, Onyebuchi A. Arah, Mette Deleuran, Cecilia H. Ramlau-Hansen.
Atopic dermatitis in childhood and pubertal development: A nationwide cohort study.
https://doi.org/10.1016/j.jdin.2024.09.018