Kan inflammatorisk tarmsygdom forudsiges?
Forskere fra Aalborg Universitets grundforskningscenter PREDICT har bygget en model, der skal forudsige inflammatorisk tarmsygdom hos unge ud fra påvirkninger tidligt i livet. Modellen fungerer bedst hos dem, der udvikler sygdommen før 13-års alder.

Crohns sygdom og colitis ulcerosa - samlet kaldet "inflammatorisk tarmsygdom" eller IBD - er kroniske autoimmune tarmsygdomme, som rammer omkring 1% af danskere, ofte unge. Begge sygdomme er kroniske betændelsestilstande i tarmen, der giver mavesmerter, diarre og træthed, og som kommer i bølger med perioder med opblussen og perioder med ro.
Modellen baseres på data fra BSIG
Ud fra en idé om, at kimene til inflammatorisk tarmsygdom lægges under udviklingen af immunsystemet i det tidlige liv, har forskere fra Aalborg Universitets grundforskningscenter PREDICT undersøgt, hvor godt inflammatorisk tarmsygdom hos unge i BSIG kan forudsiges ud fra faktorer i graviditeten og de to første leveår.
Forskerne anvendte data fra over 50.000 børn fra BSIG og deres mødre, og de brugte information om 75 prædiktorer, blandt andet kost og amning, infektioner, antibiotika samt leveforhold og eksponering til dyr, landbrug og andre børn, til at bygge en statistisk model for sandsynligheden for at få IBD. Lidt over 300 af deltagerne fik diagnosticeret Crohns eller colitis inden studiets afslutning i 2022.
Generelt var modellen bedre til at forudsige sygdom udviklet tidligere i livet, med højest performance under 13 år, lavere for sygdom udviklet før 17 år og relativt lav performance for senere tilfælde. Modellen var bedst til at forudsige ulcerativ colitis før 13-årsalderen, hvor den havde en AUC på 0.76 (det betyder, at den med 76% sandsynlighed gav en ung, der udviklede colitis, en risikoscore der var højere end scoren hos en ung, der ikke udviklede sygdommen). Dette var også den eneste model, der tydeligt forklarede mere, end en model der kun så på, om forældrene havde IBD. For den primære model af inflammatorisk tarmsygdom var AUC 0.54, hvilket ikke er meget bedre end et tilfældigt gæt.
Årsager til IBD findes sandsynligvis i et gen-miljø samspil
Inflammatorisk tarmsygdom tidligt i livet kan være en alvorlig omvæltning for børn og deres familier. Især i familier, hvor der allerede er flere tilfælde af IBD, kan det være nyttigt med værktøjer, som finder individer med ekstra høj risiko, så man kan diagnosticere og behandle sygdommen så tidligt som muligt. Samtidig tyder studiets resultater på, at selvom der er faktorer i det tidlige liv, der påvirker risikoen for inflammatorisk tarmsygdom, er disse ikke altafgørende for udvikling af sygdommen.
Årsagerne til sygdommene er ikke klare, selv om man kender adskillige risikofaktorer og ved, at der sandsynligvis er tale om et samspil mellem genetik og miljøfaktorer. Der er sket store fremskridt i behandling og diagnostik, men det er stadig livslange sygdomme, der kan påvirke livskvaliteten stærkt hos de syge, og det er vigtigt at finde ud af, hvordan man kan finde nye sygdomstilfælde hurtigere, så man kan sætte ind med behandling tidligst muligt.
Læs den videnskabelige artikel:
Manasi Agrawal, Anne Vinkel Hansen, Mette Julsgaard, Jean-Frederic Colombel, Tine Jess,
Prediction of Inflammatory Bowel Disease Based on Early Life Risk Factors in a Population-based Cohort
Clinical Gastroenterology and Hepatology, 2026