Tidlig pubertet øger risikoen for overvægt blandt piger

Et nyt studie fra Aarhus Universitet finder, at særligt piger, der går tidligere i puberteten, efterfølgende er i øget risiko for at udvikle overvægt.

Pubertet og vaegt

Forskerne fra Aarhus Universitet har undersøgt sammenhængen mellem børns pubertetsudvikling og deres vækst før, under og efter pubertetens indtræden. Resultaterne tyder på, at særligt piger, der går tidligere i pubertet, er i risiko for at udvikle et højere BMI senere hen.

Vi undersøgte vækstkurver samt udviklingen af højere BMI både før, under og efter pubertetens indtræden i en stor gruppe af piger og drenge fra BSIGs pubertetsundersøgelse” fortæller postdoc Anne Gaml-Sørensen, som sammen med ph.d. Nis Brix og professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen har stået i spidsen for studiet.

Studiet, der er baseret på data fra mere end 13.000 danske børn, tyder på, at piger, der går tidligt i puberteten, kan have et højere BMI i teenageårene og tidlig voksenalder – uafhængigt af deres vægt som børn. For drenge ser det ud til, at sammenhængen mellem tidlig pubertet og højere BMI senere i livet kan forklares af et højere BMI som 7-årige.

"Vi fandt, at børn, der gik tidligere i puberteten, havde en højere BMI som teenagere og unge voksne, mens dem med senere pubertet havde et lavere BMI," siger Nis Brix. "Men når vi i analyserne tog højde for deres BMI som 7-årige, forblev sammenhængen kun hos piger, mens den forsvandt hos drenge."

I studiet blev børn fra BSIG fulgt fra 7 til 18 år, og analyserne bag resultaterne er baseret på mere end 136.000 højde- og vægtmålinger. Disse højde- og vægtmålinger sammenholdt forskerne med data om børnenes pubertetsudvikling, som blev indhentet fra samme undersøgelse. I BSIG har vi fra 2012-2021 indsamlet pubertetsoplysninger på næsten 16.000 børn på 11-18 år, og Pubertetsundersøgelsen er således blandt de største pubertetsundersøgelser på verdensplan, fortæller professor Cecilia Ramlau-Hansen, som står bag Pubertetsundersøgelsen.

"Vores resultater tyder på, at tidlig pubertet kan spille en rolle for BMI i voksenlivet, især hos piger," siger professor Cecilia Ramlau-Hansen. "Det understreger vigtigheden af at forstå pubertetens langsigtede betydning for helbredet."

Læs den videnskabelige artikel: 

Anne Gaml-Sørensen, Nis Brix, Andreas Ernst, Lea Lykke Harrits Lunddorf, Onyebuchi A Arah, Katrine Strandberg-Larsen, Cecilia Høst Ramlau-Hansen
Pubertal timing and tempo and body mass index trajectories: investigating the confounding role of childhood body mass index
https://academic.oup.com/aje/advance-article/doi/10.1093/aje/kwaf063/8090265

Du kan også læse en omtale af studiet på AU's hjemmeside: Tidlig pubertet øger risiko for overvægt senere i livet for piger