Ingen sammenhæng mellem tatoveringer og sædkvalitet

Tatoveringer er meget populære blandt unge, men de kemiske stoffer i tatoveringsblæk kan give anledning til bekymring for mulige sundhedsskadelige konsekvenser.
Et nyt studie med data fra BSIGs sædkvalitetsundersøgelse FEPOS viser, at tatoveringer ikke ser ud til at have nogen betydning for unge mænds sædkvalitet.

Tatoveringer og sædkvalitet

Sådan gjorde forskerne

Forskerne analyserede sædprøver fra 1.045 unge BSIG-deltagere. 17 % af dem havde mindst én tatovering, og de fleste af disse var sorte tatoveringer. Forskerne sammenlignede sædkvaliteten hos mænd med og uden tatoveringer, og der blev også kigget på antallet af tatoveringer, samt om tatoveringerne var sorte eller farvede.

Hvad fandt de?

Resultaterne viste, at hverken det at have en tatovering, antallet af tatoveringer eller farven på tatoveringerne havde betydning for sædkvaliteten.

En lidt sjov detalje var, at mænd med tatoveringer så ud til at have større testikler end mænd uden tatoveringer. Da der ikke findes nogen umiddelbar forklaring på dette, kan det enten afspejle, at mænd med tatoveringer generelt har overvurderet deres testikelstørrelse, eller at mænd med større testikler oftere får tatoveringer. Det kan ganske enkelt også være et tilfældigt fund.

Forskerne peger på, at der er behov for flere undersøgelser, der kan bekræfte eller afkræfte resultaterne.

Læs den videnskabelige artikel:

Mette Møller Dornfeldt, Sidsel Dan Hull, Christel Nielsen, Emelie Rietz Liljedahl, Cecilia Høst Ramlau-Hansen, Anne Gaml-Sørensen, Gunnar Toft, Jens Peter Bonde, Karin Sørig Hougaard, Sandra Søgaard Tøttenborg
Tattoo exposure and biomarkers of male fecundity: A cross-sectional study among young Danish males
https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0890623825001807