Mænds D-vitaminniveau kan påvirke sædkvaliteten

Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at unge mænd med lave niveauer af D-vitamin har lavere sædkvalitet og ændrede hormonniveauer. Mange danske mænd har ikke nok D-vitamin – og det kan måske have betydning for deres frugtbarhed.

Sol og d-vitamin

D-vitamin forbindes ofte med knoglesundhed – men vitaminet spiller muligvis også en vigtig rolle for mænds frugtbarhed. Det viser nye resultater fra BSIG’s sædkvalitetsundersøgelse FEPOS, hvor over 1000 unge mænd fra hele landet har fået målt deres D-vitaminniveau og sædkvalitet.

Vi fandt, at mænd med lave niveauer af D-vitamin havde et lavere sædtal og en lavere andel af bevægelige sædceller. Samtidig så vi ændringer i de hormoner, der regulerer det reproduktive helbred, herunder højere østrogenniveauer,” fortæller postdoc Anne Gaml-Sørensen, som sammen med professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen stod i spidsen for studiet.

Fødevarestyrelsens anbefalinger: Tilskud af D-vitamin

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, men i vinterhalvåret i Danmark er solens stråler ikke kraftige nok til, at der dannes D-vitamin i huden. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at alle (voksne og børn) tager 5-10 µg D-vitamin dagligt fra oktober til april.

Fødevarestyrelsen anbefaler desuden, at særlige grupper (bl.a. små børn, ældre, personer med mørk hud m.fl.) tager D-vitamintilskud dagligt hele året.

Læs mere om Fødevarestyrelsens anbefalinger her.

Forskerne vurderede også mændenes D-vitaminniveauer i løbet af de måneder, sædcellerne blev dannet – og fandt samme sammenhæng.

Det er interessant, at D-vitaminniveauer både op til og ved sædudtømning hang sammen med sædkvaliteten. Det tyder på, at D-vitamin kan have en betydning gennem hele dannelsesprocessen af sædcellerne,” forklarer Cecilia Høst Ramlau-Hansen.

Kun en lille andel af deltagerne i studiet havde D-vitaminniveauer, som ligger på det anbefalede niveau. Forskerne peger derfor på, at der kan være et forebyggelsespotentiale.

"Overordnet ved vi, at mænds sædkvalitet i Danmark er bekymrende lav. Dette studie viser, at D-vitamin muligvis er en brik i det større puslespil, der kan forklare den lave sædkvalitet – og lavt niveau af D-vitamin kan man gøre noget ved,” afslutter Anne Gaml-Sørensen.

Læs den videnskabelige artikel:

Gaml-Sørensen A, Brix N, Tøttenborg SS, Lindh C, Hougaard KS, Håberg SE, Toft G, Bonde JE, Ramlau-Hansen CH
Vitamin D levels and biomarkers of male fecundity: A study from the Danish National Birth Cohort
https://doi.org/10.1111/andr.70061