Mors brug af p-piller eller minipiller øger ikke risikoen for misdannelser af sønners kønsorganer

Man kan endnu ikke forklare fuldt ud, hvorfor nogle drenge fødes med misdannelser af kønsorganerne i form af kryptorkisme og hypospadi. Forskere fra Aarhus Universitet har nu undersøgt, om moderens brug af p-piller eller minipiller øger risikoen for, at hendes søn bliver født med en af disse misdannelser.

P-piller

Hvad er kryptorkisme og hypospadi?

Kryptorkisme: Testiklerne dannes i fosterlivet inde i maven. Under fosterlivet vandrer testiklerne fra maven og ned i pungen. Denne "vandring" bliver ikke fuldført hos alle, så en eller begge testikler ikke når frem til pungen. Denne tilstand kaldes for kryptorkisme.

Hypospadi: Medfødt tilstand med et ufuldstændigt udviklet urinrør, hvis åbning munder forkert langs undersiden af penis, pungen eller i mellemkødet.

Kilde: www.sundhed.dk.

P-piller og minipiller indeholder østrogen og gestagen, som kunne tænkes at påvirke den følsomme regulering af drengebørns testikel- og penisudvikling og dermed medføre misdannelser.

Studiets resultater er dog betryggende. Hverken brug af p-piller eller minipiller øgede sønnernes risiko for at blive født med en af de to misdannelser af kønsorganerne.

Dette er konklusionen på det nye studie fra Aarhus Universitet, som er baseret på data fra deltagere i Bedre sundhed i generationer (BSIG). I studiet indgik knap 44.500 sønner og deres mødre fra BSIG.

Studiet tog udgangspunkt i oplysninger om brug af p-piller og minipiller i løbet af de sidste fire måneder op til graviditeten eller i løbet af den tidlige graviditet, som de gravide kvinder selv har givet i spørgeskemaer. Oplysningerne om sønnernes eventuelle diagnoser for kryptorkisme eller hypospadi er indhentet via Landspatientregistret.

Læs den videnskabelige artikel:

Buur LE, Laurberg VR, Ernst A, Arendt LH, Nybo Andersen AM, Olsen J, Ramlau-Hansen CH. 
Oral contraceptive use and genital anomalies in sons. A Danish cohort study. 
Reprod Toxicol. 2019 Jul 9;89:67-73. doi: 10.1016/j.reprotox.2019.07.004. [Epub ahead of print]