Kaffe og te tidligt i graviditeten øger ikke risikoen for gestationel diabetes

Kaffe og te tidligt i graviditeten øger ikke risikoen for sukkersyge i graviditeten. Det er konklusionen på en undersøgelse, som et forskerhold ved Aarhus Universitet står bag. Data fra 71.000 deltagere i Bedre sundhed i generationer ligger til grund for analyserne.

Meget kaffe ser ud til at beskytte mod sukkersyge i graviditeten 

Flere undersøgelser tyder på, at et langvarigt kaffeforbrug nedsætter risikoen for type 2 sukkersyge. Forskerholdet bag dette projekt ønskede derfor at undersøge, om indtag af kaffe eller te i graviditeten også kunne have betydning for risikoen for gestationel diabetes (sukkersyge i graviditeten).  

Kvinder, der drak meget kaffe eller te i begyndelsen af graviditeten, havde ikke øget risiko for gestationel diabetes. Resultaterne tydede derimod på, at kvinderne med et højt forbrug (>3 kopper kaffe/te dagligt) havde en nedsat risiko for gestationel diabetes.  

Konklusionen er, at et kaffeforbrug svarende til sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide (<3 kopper kaffe/dag) ikke har negativ effekt på, om kvinden udvikler gestationel diabetes.

Læs den videnskabelige artikel:

Hinkle S, Laughon S, Catov J, Olsen J, Bech B.
First trimester coffee and tea intake and risk of gestational diabetes mellitus: a study within a national birth cohort.
BJOG. 2014 Jun 20.