Tidligere pubertet bliver kædet sammen med moderens rygning i graviditeten

Hvis mor ryger under graviditeten, er der risiko for, at hendes børn går tidligere i puberteten. Det viser stor ny undersøgelse fra Bedre sundhed i generationer.

Gravid kvinde der ryger

Sammenhæng mellem mors rygning og tidligere pubertet hos barnet

En forskergruppe fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, har netop vist en sammenhæng mellem mors rygning i graviditeten og hvornår hendes børn går i puberteten. Mere specifikt fandt de, at børn af mødre, som havde røget mere end ti cigaretter dagligt i graviditeten, gennemsnitligt gik tre til seks måneder tidligere i puberteten end børn af ikke-rygere. 
Undersøgelsen er netop offentliggjort i American Journal of Epidemiology. 

Det er kendt, at rygning er skadeligt for det ufødte foster. Rygning er blandt andet forbundet med øget risiko for lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og for øget dødelighed. Der er således en lang række andre gode grunde til at kvitte cigaretterne før graviditeten. Forhåbentlig kan resultaterne bruges som endnu en motiverende faktor for rygestop for kvinder, som planlægger at blive gravide.

Blandt verdens største pubertetsundersøgelser

Resultaterne er blevet til på baggrund af data fra Bedre Sundhed i Generationer fra Statens Serum Institut. I undersøgelsen blev 15.819 gravide kvinder og deres børn inkluderet. Under graviditeten blev kvinderne udspurgt detaljeret til deres rygevaner. Dernæst fulgte man børnene, som sammenlagt udfyldte 83.810 spørgeskemaer om deres pubertetsudvikling fra 11-års alderen og halvårligt derefter. Studiet er således blandt de største pubertetsundersøgelser på verdensplan.

En tidligere pubertet er bekymrende, fordi den kan være forbundet med en øget risiko for en række sygdomme som voksen, som fedme, sukkersyge og hjertekarsygdomme. Hvis det lykkes forskerne at identificere årsager til tidlig pubertet, kan den nye viden muligvis bruges til at forebygge tidlig pubertet og måske følgesygdommene senere i livet.

Bag om forskningsresultatet:
  • Studietype: Epidemiologisk studie
  • Ekstern finansiering: Det Frie Forskningsråd og Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet.
  • Samarbejdspartnere: Nis Brix, Andreas Ernst, Lea L. B. Lauridsen, Erik T. Parner, Jørn Olsen, Tine B. Henriksen og Cecilia H. Ramlau-Hansen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
  • Læs hele den videnskabelige artikel ”Maternal Smoking During Pregnancy and Timing of Puberty in Sons and Daughters: A Population-Based Cohort Study” i American Journal of Epidemiology.