Mors antibiotikaforbrug i graviditeten er relateret til børneeksem hos barnet

Ny forskning fra BSIG viser en statistisk sammenhæng mellem mors antibiotikaforbrug i graviditeten og barnets udvikling af børneeksem.

Forsker Signe Timm

Resultatet gælder mødre, der selv har astma eller allergi

En gruppe forskere fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, og Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, har undersøgt, hvorvidt mors antibiotikaforbrug i graviditeten er relateret til barnets risiko for børneeksem.

”Studiet viste, at børn født af mødre, der havde taget antibiotika gentagne gange under graviditeten, havde markant højere risiko for at udvikle børneeksem indenfor de første 18 måneder. Dette var dog kun tilfældet for børn, hvis mødre selv havde astma/allergi”, siger Signe Timm fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Derudover fandt forskerne, at børn, der tilmed var født ved kejsersnit, havde endnu højere risiko.

Bakterier med betydning

Børneeksem er en hyppig lidelse, der rammer 15-20 % af danske børn. Årsagen til sygdommen er stadig ukendt, men genetisk disponering og miljøeksponeringer i fostertilværelsen og de første leveår ser ud til at spille en rolle. I de seneste år har der været særligt fokus på miljøeksponeringer, der påvirker kroppens bakterieflora, som bl.a. har stor betydning for immunsystemet. Ifølge den såkaldte ”Hygiejne-hypotese” kan den mængde og type af bakterier, man er udsat for tidligt i livet, have betydning for, om man udvikler allergiske lidelser som børneeksem senere i livet.

Nødvendigt med mere forskning

Det er dog fortsat uklart, om resultaterne afspejler antibiotikaforbruget i sig selv. ”Resultaterne kan også skyldes, at de mødre, der tog antibiotika, har et immunforsvar, der disponerer for børneeksem, og at de giver dette videre til deres børn. Der er brug for flere studier, før man eventuelt kan omsætte resultaterne til konkrete råd til de gravide kvinder og deres læger”, afslutter Signe Timm.

Studiet er publiceret i det internationale tidsskrift Clinical and Experimental Allergy og blev udvalgt til Editor’s Choise.

Læs den videnskabelige artikel:

Timm S, Schlüssen V, Olsen J, Ramlau-Hansen CH.
Prenatal antibiotics and atopic dermatitis among 18-month-old children in the Danish National Birth Cohort.
Clin Exp Allergy. 2017 Jul;47(7):929-936.