Overvægt øger kvinders risiko for visse autoimmune sygdomme

I et nyt studie har danske forskere undersøgt sammenhængen mellem BMI (Body Mass Index) og 43 autoimmune sygdomme hos deltagere i Bedre sundhed i generationer. Undersøgelsen viser bl.a. at overvægtige kvinder har forhøjet risiko for psoriasis, gigt og kronisk tarmsygdom.

75.008 deltagere fra Bedre sundhed i generationer

Psoriasis, gigt og kronisk tarmsygdom er blandt de autoimmune sygdomme, som overvægtige kvinder i lidt højere grad pådrager sig end kvinder med normal vægt. Resultaterne i denne ny undersøgelsen er baseret på oplysninger fra 75.008 danske kvinder i projektet Bedre sundhed i generationer. Ud af denne gruppe kvinder fik 2.430 konstateret en eller flere autoimmune sygdomme over en periode på 11 år.

Forskerne fandt endvidere, at overvægtige kvinder har mere end tre gange så stor risiko for at få sygdommen sarkoidose, og de har også en øget risiko for type 1 diabetes. Af de 43 autoimmune sygdomme, der blev undersøgt, har det også været muligt at ”frikende” overvægt hos voksne kvinder som årsag til for eksempel multipel sklerose.

Videre forskning kan målrettes

”Resultaterne er interessante i lyset af den globale stigning i antal overvægtige, hvor vi nu med større sikkerhed kan sige, hvilke autoimmune sygdomme der kan være forårsaget af overvægt. Resultaterne er desuden vigtige ift. at målrette forskningen mod netop disse sammenhænge”, siger Tine Jess, professor og sektionsleder på Statens Serum Institut. 

Årsag til sammenhæng mellem fedme og autoimmun sygdom er ukendt

Forskerne ved ikke præcis, hvorfor overvægt kan forårsage visse autoimmune sygdomme, men man ved, at fedme giver en mild betændelsestilstand i kroppen. Denne tilstand giver ændringer i kroppens immunforsvar, som muligvis forklarer sammenhængen med udviklingen af autoimmune sygdomme. 

I arbejdet med at analysere oplysningerne har forskerne taget højde for en række andre faktorer, som kunne påvirke resultaterne, fx rygning, alkoholforbrug og type af beskæftigelse.

Læs den videnskabelige artikel:

Harpsøe MC, Basit S, Andersson M, Nielsen NM, Frisch M, Wohlfahrt J, Nohr EA, Linneberg A, Jess T.
Body mass index and risk of autoimmune diseases: a study within the Danish National Birth Cohort.
Int J Epidemiol. 2014 Mar 7.