Uddannelse forhindrer tidlige fødsler

Risikoen for at få et barn, der er for tidligt født er højere for kvinder, der har ikke har nogen uddannelse ud over folkeskolen. Dette viser en undersøgelse, der har benyttet data fra BSIG. Skolegang har større betydning end både økonomiske forhold og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hvilke faktorer indgik i undersøgelsen?

Risikoen for præterm fødsel i forhold til fem forskellige socioøkonomiske mål blev undersøgt: Mors og fars uddannelsesniveau og deres respektive placering på arbejdsmarkedet, samt husstandsindkomst. Andre forhold som blev taget med i analyserne var fx forældrenes alder, samboer/enlig, tidligere fødsler, kroniske sygdomme og andre risikofaktorer som rygning og alkohol. Blandt de 76.000 graviditeter var 5% præterme, langt de fleste (82%) i den moderat for tidligt fødte gruppe. Risikoen for præ-term fødsel var højere blandt mødre med mindre end 10 års skolegang sammenlignet med mødre med mere end 12 års skolegang, og risikoen var større, hvis man som lavtuddannet var ryger. Husstandsindkomst og arbejdsforhold viste sig at være af mindre betydning.

Hvorfor spiller uddannelse en rolle?

Uddannelse er altså den vigtigste faktor, hvis man vil påvirke risikoen for præterm fødsel. Da det sundhedsmæssige tilbud er det samme - og gratis - for alle danske kvinder uanset uddannelsesniveau, kan forskellen måske delvist forklares ved, at højere uddannede kvinder er bedre til at benytte systemet optimalt og har en bedre dialog med sundhedspersonalet.

Læs den videnskabelige artikel:

Morgen CS, Bjørk C, Andersen PK, Mortensen LH, Andersen AN.
Socioeconomic position and the risk of preterm birth—a study within the Danish National Birth Cohort.
Int J Epidemiology 2008;1–12