Gravides brug af mobiltelefon hæmmer ikke småbørns udvikling

Selv om gravide kvinder taler i mobiltelefon eller har deres tændte mobiltelefon i lommen, udvikler deres børn sig normalt hvad angår sprog og motorik. Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Bedre sundhed i generationer, hvor en forskergruppe har benyttet data fra omkring 41.000 deltagere i BSIG. Undersøgelsen blev publiceret i et videnskabelig tidsskrift den 14. marts 2011 og bag undersøgelsen står bl.a. professor Jørn Olsen fra Aarhus Universitet.

Heller ikke stort forbrug tyder på at påvirke børnene

Hellere ikke de børn, hvis mødre har benyttet mobiltelefonen i højere grad end gennemsnittet, viser tegn til at have taget skade. Resultaterne bygger på oplysninger om mobiltelefonbrug og børnenes udvikling, som mødrene selv har givet forskerne i forskellige interviews og spørgeskemaer i løbet af deres deltagelse i BSIG. "Datamaterialet udmærker sig ved, at mødrene - på forskellige tidspunkter og uden at tænke over en mulig sammenhæng - både har givet os oplysninger om mobiltelefonbrug under graviditeten og om børnenes udvikling, forklarer Jørn Olsen, professor ved Århus Universitet og leder af BSIG.

Resultat baseret på oplysninger fra mødrene

Da børnene i BSIG var 6 og 18 måneder gamle, blev deres mødre bedt om at svare på forskellige spørgsmål vedr. børnenes udvikling. De blev spurgt om ting som "kan dit barn sidde selv, stå, gå, tage sokker af, vende en bog rigtigt, sætte to ord sammen til en sætning", etc - alt sammen ting som viser, hvorledes barnet udvikler sine motoriske og kognitive færdigheder. Disse oplysninger er i denne undersøgelse koblet sammen med mødrenes egne oplysninger om, hvor tit og hvor meget de benyttede mobiltelefon, da de var gravide.

Varmende stråler

Vi ved at stråling fra mobiltelefoner udløser varmepåvirkning. Børn er måske særligt sårbare overfor denne form for påvirkning, fordi deres kroppe og hjerner vokser og udvikler sig hurtigere end hos voksne. Om der er andre, biologiske effekter, der er skadelige, vides ikke.

Yderligere forskning nødvendig 

"Resultatet er betryggende, men i andre undersøgelser har vi tidligere vist, at der kan være sammenhæng mellem mobiltelefonbrug og lidt ældre børns adfærdsmæssige problemer. Det er derfor vigtig at man forsker videre, og gerne med data fra andre befolkningsgrupper", afslutter Jørn Olsen.

Læs den videnskabelige artikel:

Divan HA, Kheifets L, Jørn Olsen J.
Prenatal cell phone use and developmental milestone delays among infants.
Scand J Work Environ Health. 2011 Mar 14