Giver begrænset deltagelse i BSIG fejlagtige forskningsresultater?

Forskere ved Århus Universitet har undersøgt de forskningsmæssige konsekvenser af, at kun ca. 60% af de inviterede danske gravide valgte at deltage i ’Bedre Sundhed i generationer’. Resultaterne er betryggende for kohorten.

Kun cirka 60% af de inviterede danske gravide valgte at deltage i ’Bedre sundhed i generationer’ (tidligere ´Bedre sundhed for mor og barn´), da rekrutteringen til kohorten fandt sted i årene 1996-2002. Om dette kan påvirke gyldigheden af den forskning, som baseres på dataindsamlingen, er et spørgsmål, som ofte er blevet stillet.

Som et led i sin PhD-afhandling har jordemoder Ellen Aagaard Nøhr undersøgt problemstillingen ved hjælp af selvstændige dataindsamlinger på alle gravide fra 2 velafgrænsede geografiske områder. Ud af ca. 50.000 kvinder havde ca. 15.000 valgt at deltage i ’Bedre sundhed i generationer’. Undersøgelsen viste, at deltagerne syntes at præsentere en mere sund gruppe af gravide. Når sammenhængen mellem udvalgte livsstilsfaktorer og graviditetsudfald blev undersøgt blandt deltagerne og sammenlignet med den tilsvarende sammenhæng i hele den gravide befolkning, var der dog ingen væsentlige forskelle.

Det konkluderes, at resultaterne er betryggende for fremtidig forskning baseret på ’Bedre sundhed i generationer’. Resultaterne kan nu læses i nedenstående artikel.

Læs den videnskabelige artikel:

Nohr EA, Frydenberg M, Henriksen TB, Olsen J.
Does low participation in cohort studies induce bias?
Epidemiology. 2006 Jul;17(4):413-8